Lise Le Charlotte Klint

Lise Le Charlotte Klint var datter af virksomhedens grundlægger Tage Klint. Hun havde en stor passion for at folde skærme, som hun sammen med sine søskende lærte i sin barndom, men hun designede aldrig selv lamper for Le Klint. Det dengang lidt særprægede navn, Le, kom fra Kaare Klints første hustru, der var døbt Magdalene, men aldrig blev kaldt andet end Le. Hun døde af den spanske syge i 1918, blot 31 år gammel. Da Tage Klint et par år senere fik en datter, valgte han at videreføre navnet, Le, i familien og senere hen altså også i firmanavnet; Le Klint.

Som 23-årig blev Lise Le Charlotte ansat som bestyrer af Le Klint butikken i København. Hun deltog også på salgsmesser og valgte tidligt at rejse til Stockholm. Efter Tage Klint døde i 1953 og broderen, Jan Klint, overtog ledelsen i virksomheden, var Lise Le Charlotte ude af familieforetagendet. Dette medførte skriverier i offentligheden og uenigheder i familien. Lise Le Charlotte Klint fortsatte med at folde kunstneriske kreationer gennem hele sit liv, og i 1999 udkom en erindringsbog, der beskrev hendes version af hendes barndom i Klint familien.

Lise Le stående med en plisseret lampe i butikken i København i 1945